Colliers International Danmark har formidlet salget af ejendommen Østerågade 19-21 på ca. 3.700 kvadratmeter. Ud over Jensens Bøfhus huser ejendommen kontorer udlejet til Danske Bank og Magistrenes Arbejdsløshedskasse samt to boliger. Ejendommen inkluderer et fint baghus med bindingsværk, som er i god stand og fremstår ubenyttet.

Køber af ejendommen er City Ejendomme i Aalborg, som drives af Hans Andersen. City Ejendomme ejer en række flotte ejendomme i Aalborg midtby, og købet af ejendommen var derfor oplagt:

”Jeg var straks interesseret i ejendommen, da jeg hørte om den. Den passer perfekt til vores øvrige ejendomme – samtidig med at det er en spændende og markant ejendom. Desuden er der en stærk ankerlejer i form af Jensens Bøfhus, som sikrer et stabilt cash flow de næste mange år”, siger Hans Andersen.

Det har ikke taget lang tid at sælge ejendommen, som blev handlet til en pris tæt på udbudsprisen på 54 mio. kr.

Claus Sondrup, som er direktør og partner i Colliers International Danmark i Aalborg, udtaler:

”Salgsforløbet er foregået relativt hurtigt – blandt andet på grund af den stærke efterspørgsel efter ejendommen. Flere lokale og tre udenbys investorer viste interesse. Det blev imidlertid hurtigt klart, at City Ejendomme var den rette køber, fordi ejendommen på fineste vis komplementerer deres portefølje, i og med at de blandt andet kan drage fordel af at eje flere ejendomme i midtbyen”.  Claus Sondrup tilføjer: ”Det smidige forløb er resultatet af seriøse parter på begge sider af bordet, der har ageret professionelt igennem hele forløbet”.

Sælger af ejendommen er et selskab ejet af Danica og Nordea Liv & Pension. Afdelingschef fra Nordea Ejendomsinvestering Jakob Geldorf Kristensen siger:

”Vi valgte Colliers til at varetage salget blandt andet på grund deres stærke lokale forankring i Aalborg. Colliers har udvist stor professionalisme og har arbejdet struktureret med salget. Vi er tilfredse med deres indsats, som er forløbet ”lige efter bogen”.