Ejeren bag den næsten 40 år gamle Aarhus-virksomhed Dan-Web, Kurt Sørensen, har netop købt ejendommen, der huser Højbjerg Maskinfabrik i Galten. Her er planen at udvide produktionen og lade virksomheden vokse. 

”Vi har gennem længere tid været på udkig efter et sted med plads til at udvide og udvikle virksomheden”, fortæller Kurt Sørensen fra Dan-Web og fortsætter: ”Højbjerg Maskinfabriks bygninger i Galten passede perfekt til vores behov, og grundens størrelse dækker også behovet for at vi kan bygge til med en ekstra produktionsfacilitet,” siger han.  

Dan-Web producerer papirmaskiner og har siden 2011 været i positiv vækst. 

 Det glæder mægleren bag den solgte ejendom, at virksomheder som Dan-Web begynder at investere. ”Vi ser generelt en spirende optimisme i Østjylland. Priserne på industriejendomme har nået et fornuftigt leje, og det giver flere virksomheder mulighed for udvide eller flytte produktionen,” siger Hans Møller Hansen, der er statsautoriseret ejendomsmægler hos Colliers International Danmark i Aarhus.

Han peger på beliggenheden omkring Aarhus-forstæderne som en væsentlig faktor til fremgang i Østjylland.”Når en virksomhed som Dan-Web vælger at placere sig i Galten, er blandt andet fordi det ligger godt i forhold til motorvej og de større Østjyske byer. Vi får stadigt flere henvendelser fra virksomheder, der har interesse i at placere sig i erhvervsområderne omkring Aarhus,” siger Hans Møller Hansen, der også for nyligt har formidlet to større industriejendomme i henholdsvis Søften og Tilst.

Sidstnævnte ejendom var det tidligere Strålfors-domicil på 5.000 kvadratmeter. ”Det går stadig langsomt med at sælge industriejendomme. Men historier som disse viser et marked i bedring, og det kan vi da kun glæde os over,” siger Hans Møller Hansen.