Bo til leje i eget nyopført hus med forbrugsudgifter på kun 500-600 kr. om måneden. Det tilbud vil de fleste nok finde attraktivt. Ikke desto mindre er det allerede aktuelt for adskillige lejere i Løsning. Erhvervsmægleren bag de solgte enheder, Ole Vestergaard, fortæller om projektet.

”De 12 huse er på overfladen almindelige parcelhuse med tegltag, terrasse og garage. Men de udmærker sig derudover ved at have solceller og jordvarme og ved at være udført i materialer af særdeles høj kvalitet. Det gør, at man kan holde forbrugsudgifterne på bare 500-600 kr. om måneden,” siger han.   

Det tog da heller ikke lang tid at finde lejere til de nye huse, der var lejet ud, i takt med at de stod færdige. Ole Vestergaard peger på, at netop lejeboliger i det midtjyske er en eftertragtet vare for tiden.

”Området mellem Horsens og Vejle er blevet et rigtig attraktivt bosætningsområde. Med beliggenhed tæt ved motorvejen og dermed mulighed for at pendle til de større byer er det et godt udgangspunkt for mange familier,” siger Ole Vestergaard og fortsætter:

”Som det ser ud lige nu, er der ikke lignende byggeri i området, hvor man kan få alle faciliteterne ved at bo i eget hus uden at skulle købe.”  

Alle husene er solgt til en privat investor fra Vejle, og der mangler endnu at blive opført to huse. Og skal man tro Ole Vestergaard, går der ikke længe, før vi kommer til at se lignende projekter.

”Nul-energi huse som disse er uden tvivl fremtiden – om 5 år tror jeg ikke, vi ser andet. Dertil skal lægges, at det er blevet sværere for mange at låne penge til at realisere drømmen om eget hus. Derfor er løsningen med udlejningsenheder bestemt noget, vi vil se mere af i fremtiden,” siger Ole Vestergaard.