Det bliver Areim II, der erhverver Trygg-Hansas 40.000 m2 store kontorbygning på Kungsholmen i det centrale Stockholm.  

Det betyder også, at Areim overtager planlægningen af arbejdet med den eventuelle nybygning på hjørnet af Fleminggatan/Scheelegatan, der p.t. diskuteres.

– ”Det er ét af Stockholms mest interessante kontorhuse med en god beliggenhed, der kun vil blive bedre.  Endvidere er ejendommen også fuldt udlejet”, siger Leif Andersson, Areims grundlægger.

I købet indgår også et kontorprojekt – et modernistisk glasbyggeri på 13 etager og 7.600 m2 – som planlægges opført direkte op til den eksisterende bygning. Areim planlægger at køre videre med dette projekt.

Samtidigt med salget har Trygg-Hansa indgået en lejeaftale, som indebærer, at Trygg-Hansa forbliver som lejer i mindst 5 år. Selskaberne har aftalt ikke at oplyse købsprisen på transaktionen.

Colliers International AB og Advokat firmaet Vinge KB har været rådgivere for Trygg-Hansa i forbindelse med transaktionen.

Colliers International AB gennemførte salget som en struktureret salgsproces, der startede i september 2013 under projektnavnet ”Sthlm Crown”. Prisforventningen var 2,0-2,5 mia. svenske kroner.