Et spændt dommerpanel mødtes torsdag den 5. december 2013 for at kigge på de forskellige løsningforslag til Colliers Award 2013. Dommerkomitéen blev positivt overrasket over den store diversitet i de afleverede forslag og var meget imponeret over de forskellige løsninger.

Konkurrencedeltagerne består af studerende fra forskellige studieretninger, fra både Universiteter og Arkitektskoler. Den høje grad af tværfaglighed ses i de alternative udtryk, hvor der blandt andet er arbejdet med højder, grønne arealer og mere liv i dagtimerne.

For at skabe debat om Kødbyens fremtid tog konkurrencen ikke hensyn til områdets ellers meget omfattende fredningsbestemmelser. Det var et vigtigt element i konkurrencen, at forslagene blev tænkt så frit fra leveren som muligt uden tekniske begrænsninger. På trods af de frie retningslinjer udviste flere af forslagene respekt for Kødbyens eksisterende rammer og udtryk, hvilket dommerne synes godt om.

Vinderne af Colliers Award 2013 bliver offentliggjort og præmieret til Colliers’ årlige ejendomskonference den 5. februar 2014 i AFUK’s lokaler i København. Ved samme lejlighed vil alle indkomne forslag blive udstillet. På konferencen vil der også være mulighed for at møde de studerende og tale med dem om deres meget forskellige løsninger.

Dommerkomitéen består af Louis Becker, direktør og partner i Henning Larsen Architects, Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Christian Have, kreativ direktør og indehaver af Have Kommunikation, Karsten Ifversen, arkitekturredaktør på Politiken og Peter Lassen, partner og COO i Colliers International Danmark.