Det tidligere Strålfors-domicil i Grydhøjparken 10 i Tilst, har netop fået ny lejer. Det er en større virksomhed med rødder i det Østjyske, der fra starten af december rykker ind på de mange kvadratmeter.

Ifølge statsautoriseret ejendomsmægler hos Colliers, Hans M. Hansen, der har stået bag udlejningen, er det især infrastrukturen i erhvervskvarterene omkring Aarhus, der i øjeblikket tiltrækker erhvervsvirksomheder som disse.  

”Der er generelt fin efterspørgsel på lager- logistik- og industriejendomme i erhvervskvarterer som Åbyhøj, Tilst og Brabrand, hvilket skyldes, at de ligger trafikalt rigtigt i forhold til motor- og indfaldsveje og samtidig tæt på byen,” forklarer Hans M. Hansen.

Han pointerer dog samtidig, at beliggenhed ikke kan gøre det alene.

”Det er afgørende, at det er ejendomme med en vis kvalitet. Der skal helst være tale om moderne, velindrettede ejendomme, som den i Grydhøjparken, hvis det for alvor skal være attraktivt,” siger han.

Ejendommen har i alt 5.270 m2, der fordeler sig over godt 4.800 m2 lager og knap 400 m2 kontor. Den nye lejer forventes at overtage ejendommen i starten af december 2013.