De 19 ejendomme, der ligger så spredt som på Sjælland, i Skagen og i Sverige, er alle solgt for et konkursbo i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun. Statsaut. revisor og erhvervsrådgiver hos Colliers, Jens Gammelby, har stået for salget.

”Porteføljen var en god blanding af industriejendomme på Sjælland, rækkehuse i Skagen og blandede bolig- og erhvervsejendomme i Skåne i Sverige. Det er altid en udfordring at finde købere til sådan en mangeartet portefølje, men med et godt lokalt og nordisk netværk er det nu lykkedes os at afslutte sagen, ” fortæller Jens Gammelby.

Alle ejendomme er solgt til private investorer, og de svenske ejendomme blev solgt til én investor i samarbejde med Colliers i Sverige. Det største salg fandt dog sted på Sjælland.

”På Sjælland solgte vi en industriejendom for 102 mio., hvilket er over halvdelen af prisen for den samlede portefølje. Køberen var her en privat erhvervsmand,” fortæller Jens Gammelby og oplyser, at prisen på den samlede portefølje var knap 200 millioner.

Ejendommene fordelte sig på:

  • Fem industri og logistikejendomme på Sjælland og Fyn
  • Ni mindre rækkehuse i Skagen
  • Fem blandede bolig/erhverv-ejendomme i Sverige