Ifølge bestyrelsesformand i Colliers International Danmark, Hans Vestergaard, har det været syv gode år sammen.

”Vi har altid været glade for samarbejdet med Michael Salling og hans dygtige medarbejdere, som vi bor dør-om-dør med i Aarhus og København. Forretningsmæssigt har ejendomsadministrationen også gennemgået en meget flot udvikling siden 2006, hvor vi indledte samarbejdet” siger Hans Vestergaard.

Han peger på, at salget handler om at fokusere Colliers’ aktiviteter.

”Med frasalget tager vi konsekvensen af, at ejendomsadministration ligger i periferien af vores kerneforretning. Vi ønsker i stedet at fokusere på det, vi er virkelig gode til, og ser frasalget af ejendomsadministrationen som et skridt på vejen til at konsolidere vores forretning,” siger Hans Vestergaard.

En sund forretning

Direktør Michael Salling kvitterer også for det gode samarbejde, som han glæder sig til at fortsætte – fra 1. januar under navnet Salling Ejendomsadministration.

”Behovet for professionel ejendomsadministration er stærkt stigende og som en af de større administratorer med kontorer i København og Aarhus, kan vi håndtere alle opgaver,” siger han og fortsætter:

”Colliers Ejendomsadministration er en sund forretning med en omsætning på et tocifret millionbeløb, og vi vil fremadrettet arbejde på at udvikle denne position – også i samarbejde med Colliers.”

Colliers Ejendomsadministration beskæftiger 35 medarbejdere, der samlet forvalter en portefølje på ca. 600 ejendomme med ca. 7.000 lejemål.