Da de to tøjbutikker Twister og Ikon for nyligt ønskede at afstå deres lejemål i Aalborg Storcenter, gik der ikke længe, før to nye lejere stod klar til at overtage. Statsautoriseret ejendomsmægler fra Colliers i Aalborg, Klaus Flensted Jensen, fortæller.

”Vi var i dialog med ATP-ejendomme, som ejer specialbutikkerne i centeret, i forbindelse med et helt andet projekt. Her mødte vi rigtig mange, der var interesseret i at overtage de to butikker og inden vi fik set os om, var lokalerne udlejet igen. Helt uden nogen form for markedsføring,” siger Klaus Flensted.

Det var henholdsvis butikkerne Neye og Vila, der er en del af Bestsellerkoncernen, som overtog de to butikker. Og netop kæder og konceptbutikker som disse står i kø for at etablere sig i Aalborg Storcenter.

”Da centeret udvidede med en helt ny gade i 2012, havde vi allerede lejet alle butikkerne ud flere måneder før åbningen. Det var dengang, som nu, et godt mix af både store og små lejere, der ønskede at etablere sig på det nye centerstrøg,” siger Klaus Flensted og bekræfter at interessen fortsat er stor.

”Vi får stadig mange henvendelser fra butikker, som ønsker at få foden inden for i Aalborg Storcenter. Og det er der jo egentlig ikke noget at sige til, når centeret har 6,5 millioner besøgende hvert år og en stor omsætning per kvadratmeter.” 

Om Aalborg Storcenter

- Centeret ligger i handelsområdet City Syd, der har over 130.000 kvm. detailbutikker
- BILKA ejes af Dansk Supermarked og Specialbutikkerne ejes af ATP.
- Centeret har et samlet areal på cirka 49.000 kvm., og består af over 75 specialbutikker og et BILKA-varehus.
- BILKA åbnede i 1972 og specialbutiksdelen åbnede i 1996.