For at involvere både lokalmiljøet og andre interessenter bød Colliers i går velkommen til de mange fremmødte i kontorhotellet Sohos inspirerende lokaler. Formanden for Kødbyforeningen Christian Wad lagde ud med et interessant debatindlæg og fik involveret de tilhørende i udviklingen af Kødbyens områder. Kristina Jordt Adsersen fra Mutopia Arkitekter og Christian Pagh fra UiWE Culture Design fulgte stærkt op med to spændende indlæg. Debataftenen var en stor succes, hvor flere af konkurrencedeltagerne også deltog.  

En af de tværfaglige grupper var særligt begejstrede ”Jeg synes det var fedt med en kick starter til at sætte kreativiteten i gang” udtalte Nielsine som selv læser på arkitektskolen i København. Hendes makker Marie Dyhr som læser antropologi tilføjede ”det var tre meget forskellige oplæg som bidragede til den tværfaglighed casen ligger op til, hvilket var virkelig god inspiration”.

Det var til debataftenen tydeligt, at konkurrencen også har vakt interesse hos andre, og mange af deltagerne udtrykte deres begejstring for initiativet. Både kommunen, Københavns Ejendomme og almene borgere var dukket op og gav sit besyv med og stillede spørgsmål til foredragsholderne.

De studerende konkurrerer om en samlet præmiesum på op til 75.000 kr., som fordeles af en yderst kompetent dommerkomité bestående af:

  • Louis Becker, direktør og partner i Henning Larsen Architects
  • Karsten Ifversen, arkitekturredaktør fra Politiken
  • Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune
  • Christian Have, kreativ direktør og indehaver af Have Kommunikation
  • Peter Lassen, COO hos Colliers International Danmark A/S

Dommerkomitéen viser også begejstring for initiativet og ser mange fordele i konkurrencen:

Det er lige præcis initiativer som dette her, vi skal have mange flere af og dyrke – samarbejde på tværs af det offentlige, det private erhvervsliv og unge, kreative studerende. Derfor er jeg rigtig glad for at sidde med som en del af dommerpanelet til Colliers Award. Den Hvide Kødby er et spændende og anderledes område, hvor der sker rigtig mange interessante ting i dag, men hvor der i høj grad er plads til nytænkning og innovativ byudvikling.” siger Pia Allerslev (V), kultur- og fritidsborgmester.

Tilmelding til konkurrencen kan ske via e-mail til ha@colliers.dk frem til fredag den 18. oktober 2013. Forslag skal afleveres fredag den 29. november 2013. I januar 2014 vil vinderne blive offentliggjort, og alle forslag vil blive udstillet på en erhvervskonference.