Konferencecenteret har en lang historie bag sig – der har nemlig været bevilling på stedet siden 1828. Konferencecentret har heddet både Slukefter Kro og Frederik d. VI's kro, og har siden 1976 været ejet af Lederne, som er interesseorganisation og a-kasse for ledere. Konferencecentret råder over 62 værelser, og 7 plenum rum til brug for konferencer. Hotel og restaurant er fire-stjernet.

Konferencecenteret blev sat til salg i januar og overtagelsen sker pr. 1. september. Direktør Martin Pedersen fra Colliers International Danmark i Odense, som har formidlet transaktionen siger: ”Det har været en meget spændende proces, og vi er glade for at det lykkedes at finde en så stærk køber som H.C. Andersen Hotel.”

Han uddyber: ”Hele processen begyndte med en indledende undersøgelse af Ledernes muligheder i markedet og valg af strategi for salget. Da udbuddet blev sat i gang, var der ret hurtigt flere interessante processer i gang. Sælger havde et helt klart krav om, at stedet skulle fortsætte med sit nuværende formål, og ønsket var, at et salg skulle styrke stedet fremadrettet. Processen viste flere muligheder, men forløbet med Hotel H.C. Andersen viste sig hurtigt at være den rigtige mulighed for stedet og medarbejderne.”

Martin Pedersen afslutter: ”Vi er naturligvis stolte af at have forestået en transaktion i denne størrelsesorden i et ellers udfordret hotel- og konferencecentermarked. Vi fandt ikke kun en køber – vi fandt den helt rigtige køber.”