Et af Esbjergs mest synlige lejemål har fået ny lejer:  Jensens Bøfhus åbner restaurant nummer to i Esbjerg på hjørnet af Kjersing Ringvej og Stormgade – Esbjergs nok mest trafikerede kryds.

Ejendommen, som tidligere har huset HTH Køkkener og senest Burger King, ombygges nu fuldstændig både ind- og udvendigt, så der skabes en helt ny restaurant i flot og markant design.

”Jensens Bøfhus har vurderet, at Esbjerg har en størrelse der gør, at byen kan bære to af deres konceptrestauranter, nemlig en på Torvet i Esbjerg og denne nye i Esbjerg Nord”, siger statsautoriseret ejendomsmægler valuar René Neesgaard fra Colliers i Vejle. Han uddyber: ”Udlejningen underbygger den positive udvikling vi oplever i hele City Nord i Esbjerg, og nu kommer der en egentlig restaurant i den del af butiksområdet, der er beliggende ved Bilka”.

Indkøbsområdet omkring Bilka har altid været meget stærkt: uden tomgang og med en række kendte kædekoncepter, som for eksempel Imerco, Jysk, ComputerCity, Matas og H&M og nu også Jensens Bøfhus. Derudover er området en del af hele Esbjerg Nord, som har en stor repræsentation af boksbutikker og storbutikker som for eksempel Toys ’R Us, Harald Nyborg, THansen, Bauhaus og Harald Nyborg og mange flere ud over Esbjerg Storcenter. Endelig udvides området snart med yderligere butikker, idet der er udarbejdet lokalplan for store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m2 på et tilstødende areal.