Ejendommen har i en lang årrække huset en møbelforretning, som nu er på vej til at lukke. Desuden huser ejendommen på i alt ca. 1.500 kvadratmeter, som er fordelt på tre forhuse, to mellembygninger og et baghus, et antal boliger og depoter mv.
 
Køber er en lokal udvikler, som har indgået lejekontrakt med REMA 1000, som åbner et supermarked på 1.000 kvadratmeter i stueetagen mod gaden. Oven på supermarkedet vil ejendommen huse nyopførte boliger. Den ny ejendom er tegnet af Eriksen Arkitekter, som har lagt vægt på at bygningen passer ind i gadebilledet, og at der sikres ordentlig infrastruktur til alle ejendommens fremtidige brugere.
 
”Det har været en fornøjelse at arbejde med denne sag”, siger statsautoriseret ejendomsmægler Jan Nickelsen fra Colliers i Aarhus. Han fortsætter ”Processen med at opnå tilladelse til dagligvareforretningen har dog været udfordrende, da mange forhold her skulle tages i betragtning. Køber har været både visionær og professionel, så det bliver spændende at se resultatet, når ejendommen kan tages i brug, forventeligt i 2014. Vi forventer, at der her er skabt et stærkt aktiv for lokalområdet, hvor særligt hele Øgade-kvarteret nu forsynes med endnu bedre indkøbsmuligheder”.
 
Salget er sket i et samarbejde mellem statsautoriseret ejendomsmægler Jan Nickelsen fra Colliers’ kontor i Aarhus, og direktør Claus Sondrup fra Colliers’ kontor i Aalborg, som et resultat af det stærke netværk mellem de regionale kontorer.