Ejendommen på Bülowsgade blev oprindelig opført til brug for Skt. Josephs Hospital. Hospitalet var et privat katolsk drevet sygehus til kronisk syge patienter, med mange højt ansete læger tilknyttet. Ejendommen har således i mange år haft et helt andet liv, hvor læger, sygeplejersker, nonner og naturligvis patienter har sat deres præg på ejendommen i bybilledet. Hospitalet lukkede imidlertid ned i 1976, hvorefter ejendommen overgik til anden anvendelse.

Ejendommen på Ingerslevs Boulevard blev opført i 1903, som det første af fem skolebyggerier i Aarhus, og som følge af kommunens køb af Marselisborg Gods i 1896 kunne den nye skole placeres yderligt i den eksisterende bebyggelse med Amtssygehuset og Teknisk Skole som nærmeste naboer. Siden da er byen vokset i betydelig grad, så ejendommen i dag ligger centralt placeret i Aarhus.

Begge ejendomme kan fremover anvendes til liberalt erhverv, ligesom Aarhus kommune er positivt indstillet på at drøfte anden anvendelse.

Salget af ovennævnte ejendomme sker på grundlag af VUC Aarhus’ køb af nyt domicil på Dalgas Avenue – Ingeniørhøjskolen på ca. 22.000 m². Dette salg er ligeledes formidlet af Colliers International på vegne af Mogens De Linde, som i sin tid overtog ejendommen med henblik på at udvikle den til nye aktører, således at ejendommen nu efter en tilpasning og istandsættelse vil fortsætte med at være hjemsted for studerende - nu i VUC-regi.