Ejendommene var ejet af en engelsk fond (EB8), der har valgt at trække sig ud af Danmark.

Afviklingen af porteføljen blev overgivet til Colliers efter sommerferien 2012, hvor René Neesgaard har varetaget opgaven. Efter en forberedelse af salgsmateriale, blev ejendommene udbudt primo september med primær fokus på enkelt salg. Succesen blev fuldstændig, da den sidste ejendom blev solgt den 29. december, 4 måneder efter udbuddet startede.

Ejendommene er alle industri- og lagerejendomme med en høj udlejningsgrad, flere fuldt udlejede. Ejendommene er beliggende over hele landet, i byer som Glostrup, Brøndby, Odense, Kjellerup, Vejle, Kolding  og Esbjerg. Den største koncentration var i Esbjerg, med 3 ejendomme på over 50.000 kvadratmeter. Disse tre ejendomme har oprindeligt alle været anvendt af Vestfrost og tidligere været ejet af Vestfrost. Nu anvendes ejendommene af flere virksomheder, dog er Vestfrost fortsat den største virksomhed i området.  For første gang er disse tre ejendomme nu ikke længere ejet af samme investor, idet ejendommene er blevet solgt til tre forskellige købere.

I øvrigt er det bemærkelsesværdigt at de 9 ejendomme er solgt til 7 forskelige investorer og resultatet af en bred afdækning af markedet, hvor lokal viden er udnyttet til at finde de rigtige købere til alle ejendomme.

”Det hurtige salg af porteføljen skyldes en struktureret salgsindsats tilpasses netop denne portefølje, samt at ejendommene fortrinsvist er beliggende i gode erhvervsområder og med høj udlejningsgrad, samt at udbudsprisen er afstemt efter risikoen i denne type ejendomme, som bl.a. generelt set ikke har væsentlig uopsigelighed. Endelig har det haft betydning, at de fleste ejendomme ligger i et prisleje mellem 10 og 20 mio. kr., idet der i dette prisleje er en række investorer, som kan købe uden at være afhængig af ekstern finansiering. ” siger René Neesgaard, teamleder for investering ved Colliers i Vejle.

Han uddyber: ”Den korte salgsperiode for porteføljen viser, at der i markedet findes opportunistiske købere til ejendomme med en vis risiko, når det samtidig er ejendomme, der kan give et attraktivt cash flow til investor."