Colliers International Danmark A/S fortsætter sin fremgang i København og har den 1. november 2012 ansat Jeppe Schønfeld som ny Managing Director for selskabets corporate finance-aktiviteter med udgangspunkt i kontoret i Codanhus i København.

 

Jeppe Schønfeld vil få ansvaret for at udvikle Colliers International Danmarks aktiviteter inden for større og mere komplekse og strukturerede ejendomstransaktioner og relaterede opgaver samt arbejde med opgaver inden for virksomheders ejendomsstrategi. Jeppe Schønfeld vil endvidere få medansvaret for større internationale transaktioner samt internationale kunderelationer, og Jeppe Schønfeld vil som et led heri indgå i Colliers International Investment Group i EMEA. Endelig vil Jeppe Schønfeld indgå i et generelt bredere samarbejde med resten af organisationen i Colliers International Danmark og arbejde med forretningsudvikling af selskabet.

 

Jeppe Schønfeld, der er 40 år, kommer fra en stilling som partner i Deloitte Corporate Finance, hvor han har arbejdet siden 2000 med fokus på ejendoms-, byggemateriale- og retailsektoren. Jeppe Schønfeld har endvidere en længere erfaring som senioraktieanalytiker hos Alm. Brand Børs og har også arbejdet hos Münchener Rückversicherung.

 

Jeppe Schønfeld har i de seneste 15 år været projektleder på en lang række salgs- og købstransaktioner og rådgivningsopgaver i størrelsesordningen DKK 50 mio. til DKK 6,5 mia. for en bredere kreds af danske og udenlandske virksomheder og kapitalfonde. Flere af disse transaktioner har været afnoteringsprocesser fra Københavns Fondsbørs.

 

Jeppe Schønfeld har siden 2001 været ansat som ekstern lektor ved Institut For Regnskab & Revision på CBS og er uddannet cand.merc. og autoriseret børsmægler. Jeppe Schønfeld har desuden gennemført ledelsesuddannelse i strategisk- og finansiel ledelse på Harvard Business School i USA.